En dansk mand mistede torsdag livet i en drukneulykke i Costa Rica.
Det oplyser familien til Ritzau.
- Familien er i chok og sorg samlet på tværs af oceaner, skriver familien.
Den 55-årige mand var på badetur ved stranden på Costa Ricas caribiske kyst i området omkring strandbyen Puerto Viejo. Ulykken skete torsdag midt på eftermiddagen.
Dagen efter om formiddagen blev han fundet tæt ved kysten i tropeparadiset.
Danskeren havde boet i Costa Rica i omkring halvandet år.
/ritzau/