5.430 arbejdsløse, der har mistet deres dagpenge, er begyndt på en uddannelse, skriver Politiken på basis af en rundspørge til alle landets jobcentre.
Muligheden for at få en indtægt på op mod 13.884 kroner om måneden og lidt ekstra at putte på cv'et har fået mange af de danskere, der siden nytår har mistet dagpengene, til at gøre brug af den særlige uddannelsesordning, som regeringen og Enhedslisten etablerede ved årsskiftet.
Mere end halvdelen af dem, der har mistet dagpengene, er begyndt på den særlige ordning. De seneste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at 9.649 arbejdsløse frem til og med uge 7 har mistet dagpengene. 5.430 er gået i gang med et uddannelsesforløb.
Ordningens popularitet er forventelig, siger ledende arbejdsøkonom i tænketanken Kraka, Andreas Højbjerre, til Politiken:
- Det er jo en måde at forlænge perioden med en eller form for forsørgelse. Og det ser ud til at jobcentrene kan imødekomme kursusønskerne. Der er også både kapacitet på skolerne og penge til at sende dem på kurser.
En rundspørge, Politiken Research har foretaget blandt alle landets jobcentre, kortlægger for første gang, hvordan ordningen bliver brugt. AMU-kurser er øverst på hitlisten over tildelte uddannelsesforløb blandt de 31 ud af adspurgte 95 jobcentre, der har svaret. Det kan være et kursus i fødevarehygiejne, hvor man lærer om, hvordan bakterierne udvikler sig, og som forbereder til at arbejde i en kantine. Det er også populært at tage et truckcertifikat eller et lagerstyringskursus.
Hvilke kurser den ledige får, afhænger dog meget af, hvad vedkommendes uddannelsesniveau, erhvervserfaring og interesser er, siger Liselotte Ørskov, tovholder på akutpakken i jobcentret i Nordfyns Kommune, til avisen:
- Vi tager hver enkelt ind for at vurdere, hvad der skal bringe dem videre og i job.
Blandt de jobcentre, der har deltaget i Politikens rundspørge, hersker der generelt set behersket optimisme i forhold til om ordningen vil styrke "personens muligheder for at komme i beskæftigelse", som det hedder om formålet i lovteksten. Således mener et flertal på 15 af 29, der har svaret at det i 'nogen grad' er sandsynligt, at de langtidsledige kommer i ordinær beskæftigelse som følge af uddannelsesordningen.