I nat døde en 54-årig mand på Odense Universitetshospital.
Manden døde af indre blødninger, som to nu varetægtsfængslede mistænkes for at have givet ham.
Den 54-årige modtog bl.a. spark i hovedet, og der blev taget kvælertag på ham.
Det kom frem i grundlovsforhøret ved retten i Odense i dag.
Den 54-årige blev i går fundet bevidstløs i en lejlighed i Flemløse ved Glamsbjerg på Vestfyn. Ifølge sigtelsen er overfaldet sket mellem klokken halv fire torsdag eftermiddag og fredag morgen.
Lejligheden tilhører den ene af de fængslede. Samtidigt leder politiet nu efter en tredje gerningsmand, oplyser bt.dk.
Den ene - en 44-årig mand - er fængslet frem til 26. maj, mens den anden - en 48-årig mand - er fængslet frem til på torsdag. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.