En voldsom trafikulykke ved Ikast kostede torsdag eftermiddag en 53-årig mand livet.
- Ulykken sker på Brandvej ud for nummer 16 til 20, hvor to personbiler kører frontalt sammen, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Knud Lauridsen.
Bilerne blev kørt af henholdsvis en mand og en kvinde, der begge blev fastklemt ved ulykken.
- Mandens tilstand var så alvorlig, at han blev kørt med politieskorte til Herning Sygehus, siger vagtchefen.
- Undervejs blev det overvejet at bestille akuthelikopteren til at lande ved Hammerum, så han kunne flyves til Aarhus. Det blev dog afvist af akutlægen, fordi mandens kvæstelser var for alvorlige, fortsætter han.
Den kvindelige fører af den anden bil er i kritisk tilstand indlagt på Herning Sygehus.
De nærmere omstændigheder ved ulykken er endnu ikke kendt, men kollisionen var så voldsom, at motorblokken blev revet ud af den ene bil.
Godt en time efter ulykken er Brandvej stadig afspærret.
- Der er en bilinspektør på vej fra Aarhus for at undersøge bilerne og ulykkesstedet nærmere, siger Knud Lauridsen.
/ritzau/