En 53-årig mand forsvandt i nat fra Drengsted, som ligger mellem Skærbæk og Løgumkloster i Sydjylland.
Den spirituspåvirkede mand, som er dårligt gående, havde været til en familiefest, som han forlod uden overtøj efter et skænderi, skriver berlingske.dk.
Han var ikke stedkendt i området, og det var 11 minusgrader, da han begav sig afsted for at gå til en ejendom fire kilometer væk for at tilbringe natten dér.
Politiet blev kontaktet fire timer efter, at manden var forsvundet. Han er siden blevet eftersøgt med hunde og helikopter.
De lokale beboere opfordres af politiet i Syd- og Sønderjylland til at kigge efter manden i udhuse og læhegn.
Manden beskrives som kraftig af bygning, og han var iklædt en blå blazer samt stribet skjorte.