Det hårde snevejr har kostet to mennesker livet i trafikken.
I går eftermiddag blev en 19-årig mand dræbt ved Grindsted, og senest mistede en 53-årig mand livet, da han i går aftes kom kørende nær Tirstrup på Djursland.
"Han kører af Ebeltoftvej direkte ind i siden på en varebil, og den her varebil holder på tværs af vejen på grund af det glatte føre, og han var formentlig dræbt på stedet," fortæller Mogens Brøndum, der er politikommissær ved Østjyllands Politi.
I varevognen sad en 30-årig mand fra Århus. Han blev kørt på hospitalet, men slap med mindre kvæstelser.
I ulykken ved Grindsted blev en 28-årig kvinde i den anden bil hårdt kvæstet. Hendes tilstand er stadig alvorlig.