Det gule sygesikringbevis dækker ikke længere skiferie i alperne, men alligevel er det op mod hver 10. skiturist, der undlader at tegne en ekstra forsikring inden de står ud på pisten.
Og det kan blive en dyr beslutning for de 50.000 forsikringsløse skiturister, skriver fpn.dk.
"Det er brandærgerligt. Hvis det går galt, risikerer de at komme af med i værste tilfælde 200.000 kr.," siger Jakob S. Bender, der er underdirektør i Europæiske Rejseforsikring.
Og det er Dan Petersen, der er operationel manager for den offentlige rejsesygesikring enig i. Han vurderer, at omkring 8-10 procent af skituristerne ikke er forsikret.
"Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at tage af sted på ferierejse inden for EU uden en forsikring. Mange tror, at uheldet kun sker for naboen, men sådan er virkeligheden jo ikke," siger Dan Petersen og fortæller, hvad der kan ske, hvis uheldet er ude, og man ingen forsikring har.
"Hvis ikke man har sine forsikringsmæssige ting i orden i forbindelse med de nye regler for dækningen af den offentlige sygesikring, beder man desværre selv om at stå alene med de problemer, der opstår, når man er kommet til skade og skal transporteres hjem. Det kan være dyrt og meget besværligt," advarer han.
Skal skiferien afvikles på de norske eller svenske løyper, så er det ikke umiddelbart ligeså vigtigt at forsikre sig, fordi det gule sygesikringsbevis stadig dækker hjemtransporten via de særlige nordiske regler.