Et vatpind i næsen og afsted til koncert. Det har lørdag været planen for omkring 5000 personer, som har fået mulighed for igen at høre musik live i storbyen Barcelona i Spanien.
Koncerten med det spanske indieband Love of Lesbian lørdag aften er udsolgt og bliver afholdt uden krav om fysisk afstand. Alle skal dog bære mundbind under hele koncerten.
Den fungerer som en slags test for at se, om lignende begivenheder snart kan finde sted igen på forsvarlig vis under coronapandemien.
Forud for koncerten har alle deltagerne fået taget en lyntest. Og såfremt den var negativ, fik de lov at deltage.
Projektet er blevet godkendt af spanske sundhedsmyndigheder. Forud for koncerten har deltagerne tre forskellige steder i byen kunnet få en lyntest.
Midt på dagen lørdag var næsten halvdelen af deltagerne blevet testet. Heraf var tre testet positive, mens en havde været i kontakt med en smittet. De fik derfor ikke lov til at deltage i koncerten, men får billetten refunderet.
Deltagerne får svar på deres lyntest på telefon inden for 15 minutter efter testen. Både test og mundbind er inkluderet i billetprisen.
Ifølge Dani Poveda, en af arrangørerne, har folk god forståelse for tiltagene.
- Det er et meget modtageligt publikum.
- Vi ved, at alle vil kigge på denne koncert som en mulig model for at fortsætte fremad i kampen mod pandemien, som har forårsaget så meget skade - både på vores sektor og mange andre, siger Dani Poveda.
47-årige Sebastian er blandt deltagerne. Han siger, at koncerten handler om at genfinde glæden ved at gå ud.
- Vi skal danse og have det sjovt, siger han.
Projektet i Barcelona er ikke det eneste af den type eksperimenter. I sidste weekend samledes tusinder af mennesker i en forlystelsespark midt i Holland.
Her agerede de forsøgskaniner i en festival, hvor de alle skulle være testet negative, før de kunne komme ind.
Ifølge det britiske medie BBC blev deltagerne blandt andet overvåget af sensorer, så man efterfølgende kunne danne sig et overblik over mulig coronasmitte.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters