Den 1. marts 2007 blev brugerne af Ungdomshuset på Jagtvej 69 sat på gaden. I dag går de unge på gaden for at vise deres utilfredshed med rydningen, selv om de har fået et nyt hus i det københavnske nordvestkvarter.
"Der er anmeldt en demonstration. Det er det eneste vi ved. Vi har fået at vide, at 800-1.000 personer vil møde op, men det plejer kun at være halvdelen, der møder op," siger central vagtleder Erik Larsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
På Ungdomshusets hjemmeside, ungeren.dk, opfordres der til at møde op til demonstrationen med slagord som "Kampen fortsætter for flere fristeder", "69 bliver aldrig glemt", "1. marts er også en kampdag" og "Folkets vilje - den højeste lov".
Demonstrationen starter på Gammeltorv og bevæger sig ad Vestergade, Nørre Voldgade og ud af Nørrebrogade mod adressen Jagtvej 69, hvor der nu er en tom grund.
På grund af de seneste skyderier er der politiet allerede massivt til stedet i området, men vagtleder Erik Larsen vil ikke fortælle, hvor mange ekstra betjente, der er sat ind til at følge de unge i de københavnske gader.
"Det kan jeg ikke oplyse. Det udtaler vi os af princip ikke om," siger han til Newspaq.