I løbet af de seneste fire år er der blevet knap 46.000 flere kontanthjælpsmodtagere. Det svarer til en stigning på lidt over 50 procent, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Forklaringen er den voldsomme krise vi har været igennem. Vi har tabt 150.000 job, og når der bliver færre job, så bliver arbejdsmarkedet mindre rummeligt. Det gør, at de svage grupper ikke kan finde et job, siger Lars Andersen, der er direktør i AE-rådet, til DR Nyheder.
Særligt bekymrende er det, at gruppen af kontanthjælpsmodtagere, der ikke umiddelbart er klar til at tage et job, er vokset mest. Den gruppe udgør omkring to tredjedele af stigningen.
Dykker man ned i tallene viser det sig, at unge under 30 udgør 37 procent af de kontanthjælpsmodtagere, som ikke umiddelbart er klar til at tage et job.
I langt de fleste tilfælde er der tale om unge, der ikke har nogen uddannelse.
- Det er en gruppe der bliver skubbet længere og længere væk fra arbejdsmarkedet, og som kan få svært ved at få fodfæste igen, siger Lars Andersen, der er direktør i AE-rådet.
Derfor er det ifølge Lars Andersen altafgørende, at de udsatte unge kommer i gang med en uddannelse.
Regeringen har tidligere annonceret en kontanthjælpsreform, men det er uklart, hvornår den kommer.