Latinerkvarteret summer af liv. Der er forår i luften og langs fortovet sidder glade århusianere og nipper til deres Caffe Latte solskinnet.
Imens arbejder politiets retsteknikere iført hvide dragter og masker for ansigtet på højtryk i lejligheden på førstesalen i Graven 29 i det centrale Århus. Den 50-årige Lars Jakob Odik blev fundet død i lejligheden tirsdag klokken 13.22.
Der var i første omgang tvivl om dødsårsagen, men undersøgelser har vist, at han blev kvalt i løbet af natten til tirsdag.
Lars Jakob Odik boede alene i lejligheden i Graven og ifølge politiet, tyder meget på, at det var et sted, hvor der kom og gik mange, og hvor der blev drukket store mængder øl og sprut.
Onsdag eftermiddag anholdt Århus Politi en 25-årig mand fra Århus, som havde været i lejligheden i Graven mandag nat.
Han blev igår fremstillet i grundlovsforhør sigtet for manddrab. Han nægtede sig skyldig og blev løsladt igen torsdag klokken 17.
Afgørelsen blev kæret af anklagemyndigheden og landsretten afgør idag om den 25-årige kommer på fri fod.
Politiet søger fortsat efter vidner i sagen og opfordrer alle, der har været i lejligheden på Graven 29, til at henvende sig til Århus Politi på telefon 8731 1448.