Den 5-årige Noah Woods vågnede i ild og røg. Det værelse, som han sov i sammen med sin 2-årige lillesøster, var i brand.
Men drengen gik ikke i panik. Han tog affære. Noah sprang ud af sengen, fik åbnet vinduet og reddet sin søster i sikkerhed. Hvorefter han hoppede ind i huset igen og fik hunden reddet ud også.
Derefter løb han ind til sin onkel i nabohuset og fortalte om branden - og sammen fik de advaret Noahs øvrige seks familiemedlemmer, som stadig var i det brændende hus.
- Vi har før set børn alarmere deres familier. Men at en 5-årig er kvik nok til at gøre det her - det er ret ekstraordinært, sagde Dwayne Jamison, chef for det lokale brandvæsen i Bartow County til CNN.
Branden var startet i en elektrisk installation i børnenes værelse, og da brandfolkene ankom blev de to børn sammen med fire andre familiemedlemmer behandlet for små brændsår og lettere røgforgiftning.
Noah Woods blev fredag udnævnt til æres-brandmand og fik samtidig overrakt en livredder-pris for sin heltemodige gerning.