En treårig pige var lørdag i den amerikanske by Phoenix i staten Arizona udsat for en hårdhændet djævleuddrivelse. For uddrivelsen stod pigens 49-årige bedstefar. Til stede var også pigens mor.
Et tip fik politiet til at rykke ud, og da de kom ind i huset ventede der dem et makabert syn. Den 49-årige havde barrikaderet sig i soveværelset sammen med den treårige. Ifølge politiet forsøgte den 49-årige med kvælertag at uddrive dæmoner fra den treåriges krop. Pigen var smurt ind i blod og gispede og stønnede.
Politiet kom i håndgemæng med den 49-årige og de måtte til sidst anvende strømpistoler for at få ham pacificeret. Den 49-årige døde kort efter anholdelsen af de skader, han havde pådraget sig i forbindelse med anholdelsen.
I huset var udover den 49-årige og den treårige også en ung kvinde. Kvinden, der var nøgen, dækket af blod og i en eller anden form for religiøs ekstase, viste sig at være pigens mor.
Det er endnu uvist om pigens mor vil blive sigtet i sagen.