Der er meldinger om en større strømafbrydelse i Aarhus-området torsdag formiddag.
Det skulle være sket i flere nabolag i det sydlige Aarhus og i flere byer syd for Aarhus.
Ifølge netleverandøren Dinel A/S er omkring 48.000 af deres kunder ramt. Der er tale om en fejl hos Energinet, oplyser Ole Juul Andersen, sikkerheds- og beredskabschef i Dinel A/S, til TV2 Østjylland.
Strømafbrydelsen har ifølge billeder, som TV2 Østjylland har modtaget, også ramt lysreguleringer i trafikken.
Kort før middag har samtlige kunder fået strømmen igen. Nedbruddet varede i knap en time fra klokken 10.30.
TV2 ØSTJYLLAND