Skattefusk for godt 208 millioner kroner koster en tur bag tremmer, hvis man bliver dømt for det - uanset hvor kendt man er.
Hovedpersonen i mange drengerøves foretrukne vampyrfilm, den 48-årige Wesley Snipes, er mest kendt for sine rolle som den hævngerrige vampyrdræber 'Blade'. Men nu kan han snart tilføje en mindre stolt præstation til sit CV: En treårig fængselsdom for skattefusk.
Skuespilleren ankom i går til fængslet for at begynde afsoningen af den dom, som retten i Florida idømte ham i 2008.
Myndighederne bekræfter, at Wesley Snipes er ankommet til fængslet.
"Han skal nu gennemgå en orientering, og han vil derefter begynde at afsone sin straf," siger Ed Ross, talsmand for fængslet.
Foruden 'Blade'-trilogien er Wesley Snipes kendt for blandt andet 'Hvide mænd kan ikke dunke', 'U.S. Marshals', 'Demolition Man' og 'The Art of War'.
Snipes vil få selskab af 300 andre indsatte i fængslet.