Efter en kort omgang i retten tirsdag blev den 48-årige mand, som er anklaget for mordene på fem prostituerede i den engelske by Ipswich, varetægtsfængslet frem til 1. maj.
Tirsdagens høring varede kun 10 minutter, og den anklagede, Steven Wright, åbnede kun munden en enkelt gang for at sige sit navn.
Ved den korte seance beordrede dommeren Wright varetægtsfængslet i fire måneder, indtil et retsmøde i maj, hvor den 48-årige formelt skal erklære sig skyldig eller uskyldig.
Wright blev arresteret 19. december efter en af de største menneskejagter i britisk kriminalhistorie. Han er anklaget for at have dræbt fem prostituerede, hvis nøgne kroppe i løbet af 11 dage blev fundet forskellige steder i Ipswich. Ifølge de britiske medier har Wright to ekskoner og er far til tre børn. Han har blandt andet arbejdet som truckfører.