Det var ikke lige den tak, som han havde forventet.
48-årige Søren Bech
Hansen endte natten til søndag i detentionen efter at have reddet en ung mand fra druknedøden i Randers Havn. Det oplyser. TV 2 Østjylland.
Den unge mand faldt i vandet i en ordentlig brandert, men til hans held overværede Søren Bech Hansen ulykken, og han sprang resolut i vandet og fik reddet den unge mand op. Han alarmerede også politi og redningsfolk, og da de ankom, syntes han, at han havde gjort nok.
Derfor ville han forlade havnen, men inden han kom så langt, blev han grebet hårdt bagfra og
fik ordre til at oplyse sit navn, mens han blev holdt i kraven. Det ville han imidlertid ikke finde sig i, og derfor krævede
han, at politiet skulle slippe ham, hvis han skulle sige sit navn:
- Jeg
sagde jo bare, at han skulle slippe mig, og så ville jeg godt sige mit
navn. Jeg sagde det to eller tre gange, men han slap mig ikke, og så
nåde jeg ikke at sige mit navn, siger Søren Bech Hansen til TV 2 Østjylland.
Hele balladen endte derfor med, at han blev lagt i håndjern og smidt i detentionen.
Vicepolitiinspektør
ved Østjyllands Politi i Randers, Marianne Lau, ønsker ikke at kommentere situationen nærmere men på spørgsmålet om, hvorvidt det er normalt for politiet at fare så hårdt frem, siger hun dog:
- Det er ikke
normal procedure, men det er klart, at vi er nødt til at undersøge
og finde ud af hvem han er, og hvad der er sket. Vi skal vide hvad han
har set, og hvad han har gjort.
Søren Bech Hansen har klaget til Statsadvokaten over behandlingen.