Italien har registreret 475 dødsfald i det seneste døgn som følge af coronavirus.
Det er det højeste antal, noget land har registreret på et døgn, skriver nyhedsbureauet AFP.
I alt er 2978 mennesker døde som følge af coronavirus i Italien, viser den seneste opgørelse onsdag aften fra italienske myndigheder.
Det svarer til omkring en tredjedel af det samlede antal dødsfald, der er registreret i verden på grund af coronavirus.
Antallet af personer, der er konstateret smittet, er i det seneste døgn steget med omkring 13 procent til 35.713 i alt. Det er en mindre stigning end i sidste uge, hvor der blev registreret mellem 17 og 21 procent flere smittede dagligt.
Af de smittede er knap 4000 kommet sig. Det er en stigning på 37 procent i det seneste døgn, skriver nyhedsbureauet NTB.
Næsten 2260 mennesker er alvorligt syge og er blevet indlagt på en af de italienske hospitalers intensivafdelinger. Det er en stigning på knap 200 patienter inden for det seneste døgn.
Den nordlige region Lombardiet, som er den værst ramte af Italiens regioner, har 17.713 bekræftede tilfælde og 1959 døde som følge af coronaudbruddet.
I Lazio, hvor hovedstaden Rom ligger, er antallet af smittetilfælde steget med næsten 20 procent på et døgn. Det er nu oppe på 724.
I Frankrig er antallet af dødsfald som følge af coronavirus steget med næsten 51 procent i løbet af det seneste døgn.
Det meddeler franske sundhedsmyndigheder onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Siden tirsdag har Frankrig registreret 89 nye corona-dødsfald, så det samlede antal nu er oppe på 264 i alt.
Antallet af nye smittetilfælde i Frankrig er steget fra 7730 tirsdag til 9134 onsdag. Det er en stigning på 18 procent i løbet af et døgn.
Coronaudbruddet begyndte i Hubei-provinsen i Kina i december. Det har siden bredt sig til resten af verden.
Alene i Hubei-provinsen er der registreret 3122 dødsfald på grund af Covid-19, som sygdommen hedder, når den bryder ud.
Dermed er Italien tæt på at overhale Hubei i antal dødsofre.
/ritzau/