25 bevæbnede mænd har stormet et fængsel på øen Mindanao i det sydlige Filippinerne og befriet 47 fanger. Bevæbnet med pistoler trængte mændene ind i fængsel og sprængte et hul i muren, som både fanger og befriere flygtede igennem. Politiet har nu indledt en veritabel menneskejagt for at fange forbryderne igen. Mange af dem er dømt for alvorlige forbrydelser.
»Jeg har beordret politiet til at skyde disse farlige mennesker, hvis de modsætter sig anholdelse. Det er bedre, at de er døde, end at de truer vores samfund,« siger den lokale guvernør Emmanuel Pinot til Reuters.
Det er den anden masseflugt fra et fængsel på Mindanao på bare få måneder. I december omringede bevæbnede mænd et andet fængsel og sprængte et hul i væggen, så det lykkedes adskillige muslimske militante fanger at flygte. Filippinernes regering mistænker oprørere fra separatistbevægelsen MILF for at stå bag fangeflugterne, men MILF, der kæmper for selvstyre til Mindanao-provinsen, nægter at have noget at gøre med de forsvundne fanger.