Politiet i London har løsladt en 47-årig mand, der blev anholdt lørdag i forbindelse med en påkørsel uden for naturhistorisk museum i den britiske hovedstad.
11 personer kom til skade, da en bil lørdag eftermiddag kørte op på fortovet på Exhibition Road.
Sagen behandles af britiske myndigheder som en trafikhændelse.
Den løsladte mand er stadig under efterforskning. Men han er ikke blevet sigtet eller identificeret.
Tungt bevæbnede betjente blev hurtigt sendt til stedet, da bilen havde ramt mennesker på fortovet.
En journalist fra BBC var tilfældigvis på stedet, kort efter at hændelsen udspillede sig.
- Jeg så en bil køre på tværs af vejen. Det så ud til, at den ville ramme en af stenene i vejsiden. Jeg så en gruppe mennesker stå omkring en eller to personer, der lå på fortovet, sagde journalisten Chloe Hayward til den britiske tv-station.
Påkørslen fik flere til at frygte, at der var tale om et angreb.
Der har i løbet af 2017 været fem angreb, som britiske myndigheder har behandlet som terror. Ved tre af dem blev der anvendt køretøjer.
/ritzau/AP