47-årig i Nakskov blev dræbt med 14 knivstik

En 47-årig mand led en voldsom død, da han tirsdag blev dræbt af adskillige knivstik i Nakskov.
Det vides ikke, hvad motivet bag drabet på en 47-årig mand i Nakskov i tirsdags er.
Det vides ikke, hvad motivet bag drabet på en 47-årig mand i Nakskov i tirsdags er. Foto: Simon Læssøe/arkiv/Scanpix

Det var 14 knivstik i halsen, brystet og ryggen, der tirsdag tog livet af en 47-årig mand i en lejlighed i Søndergade i Nakskov.

Det skriver Folketidende, der er til stede ved det grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster, hvor en 49-årig mand fremstilles og sigtes for drabet på den 47-årige.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Efter oplæsningen af sigtelsen blev rettens døre lukket.

Den 49-årige mand, der blev anholdt onsdag eftermiddag, nægter sig skyldig og vil heller ikke sige noget i torsdagens grundlovsforhør.

Af Ekstra Bladet beskrives han som en stor, tætbygget mand med tatoveringer. Han er i retten blandt andet iført badesandaler og afklippede cowboyshorts.

Det vides ikke, hvad motivet bag drabet er.

- Det kan vi ikke sige noget om endnu. Vi er i gang med både de kriminaltekniske og retsmedicinske undersøgelser.

- Og før vi får dem afsluttet, kan vi ikke sige så meget, sagde vicepolitiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn-Nielsen tidligere torsdag til Ritzau.

Ifølge Folketidende blev den 47-årige mand dræbt tirsdag mellem klokken 12 og 15. Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.38.

Den dræbte blev set i Nakskov tirsdag formiddag stærkt beruset. Drabet skulle angiveligt være sket under et drikkelag i den 47-åriges lejlighed, skriver lokalavisen.

Ifølge Ekstra Bladet var den dræbte uddannet jurist fra Aarhus Universitet. Han arbejdede herefter som advokatfuldmægtig, indtil han for syv år siden deponerede sin bestalling.

Han flyttede dernæst til Nakskov, hvor han ifølge avisen fik arbejde hos rederiet Scandlines.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.