En 47-årig mand er sigtet for i 13 tilfælde at have påsat brande i Slagelse og omegn.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Manden er efter et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet frem til 11. august.
Tidligere på måneden skrev TV 2 Øst, at politiet ville indsætte ekstra patruljer i og omkring Slagelse, fordi brandvæsnet i Slagelse fem dage i streg havde været kaldt ud til brand, og fordi politiet havde mistanke om, at der var tale om påsatte brande.
TV 2 Øst skriver, at det er i sager om de ovennævnte påsatte brande, at den 47-årige er anholdt.
Manden blev ifølge mediet anholdt på en adresse i Slagelse onsdag, og han er fra lokalområdet.
Mariam Khalil, der er anklager i sagen, vil over for TV 2 Øst ikke fortælle meget om, hvad der har ført politiet i retning af den nu varetægtsfængslede.
- Jeg kan sige, at retten lagde vægt på, at der var noget videoovervågning, hvor man synes, man kunne sammenligne. Og så var der lagt vægt på, at der er fundet flere effekter hjemme hos ham, og at brandene ligger i umiddelbar nærhed af hans bopæl, sige anklageren.
Politiet oplyser til mediet, at den 47-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 181, der drejer sig om forsætlig brandstiftelse, og at det er i relation til flere påsatte brande de seneste uger i og omkring Slagelse.
/ritzau/