Politiet anholdt i nat en 47-årig mand, der er mistænkt for at have skudt og dræbt en dommer og hendes fuldmægtige i et retslokale i den belgiske hovedstad Bruxelles. Det siger en talsmand fra anklagerens kontor Jean-Marc Meilieur til CNN.
De to dræbte er identificeret som dommer Isabelle Brandon og fuldmægtig Andre Bellemans. De døde på stedet, da gerningsmanden skød dem direkte i hovedet, hvor efter han flygtede til fods ud i byen.
Episoden udløste en mindre menneskejagt i hovedstaden, som altså i løbet af natten bar frugt.
Gerningsmanden, som er blevet identificeret som 47 år gammel og af iransk afstamning, blev arresteret i en park mellem parlamentsbygningen og det kongelige palads, hvor det belgiske politi stoppede ham for at tjekke hans identitet.
Den iranske mand indrømmede under afhøringer i løbet af natten, at han står bag drabene, der skete under en sag om en familie- og nabofejde.