Et Mærsk-skib har tabt 46 containere i havet fredag, og containerne driver nu rundt ud for kysterne mellem Bulbjerg og Svinkløv i Nordjylland.
Det oplyser Forsvarskommandoen til Nordjyske.
- De ligger i vandet, og nogle er ved at drive i land, siger pressevagt Christer Haven til mediet.
Fire af containerne er dog allerede drevet i land - de første i løbet af fredag. Det oplyser den lokale strandfoged Andreas Rasmussen, der blev informeret fredag formiddag om hændelsen, til Ritzau.
Han beskriver situationen som "kaotisk" og "voldsom".
Strandfogeden har ansvaret for containerne, når de kommer på land.
[cvideo:Køleskabe og kanyler falder ud af Mærsk-containere]
På Tranum Strand syd for Blokhus i Vendsyssel er der tre containere, mens den sidste er drevet i land på Klim Strand.
Andreas Rasmussen fortæller videre, at mange af containerne har taget skade, og derfor er godset faldet ud. Det drejer sig om eksempelvis frysere, køleskabe og kanyler.
Andre skibe i området er blevet informeret om containerne i vandet, oplyser forsvarskommandoen til Nordjyske.
Mærsk oplyser i en mail til TV 2, at containerskibet Mayview Maersk har meldt om tab af containere. Den melding kom i de tidlige morgentimer 22. december.
Det er stormen Pia, der ramte Danmark torsdag og fredag, der blæste containerne over bord.
- Ingen besætningsmedlemmer er kommet til skade, og fartøjet er i stand til at operere som normalt. Hændelsen skete under stormen Pia, mens hun sejlede i Nordsøen på vej fra Bremerhaven, Tyskland, til Gdansk Polen, oplyser Mærsk i en mail til TV 2.
Tilbage i 2021 tabte et Mærsk-skib 750 containere til søs på vej fra Kina til USA. Det skete under et uvejr.
/ritzau/