I morgen er der flagdag for de danske soldater, og man kan møde op og vise sin støtte til de hjemvendte fra Afghanistans Hold 9.
Men det er ikke den eneste måde at vise sin opbakning til soldaterne i Afghanistan. Det viser omsætningen fra hjemmesiden støtvoresoldater.dk.
På hjemmesiden kan man købe de gule sløjfer med teksten "støt vore soldater", som er en meget synlig støtte, idet man kan sætte dem på både biler, jakker og tasker.
"Siden marts har danskerne købt 40-45.000 gule sløjfer, så vi synes, det går rigtig godt," siger direktør for hjemmesiden, Stig Hellstern til Newspaq.
Omsætningen ligger på 100.000 kroner om måneden. Hele 78 procent af omsætningen på de gule sløjfer går direkte til soldaterne og deres pårørende, og det samme gør 60 procent af omsætningen på de øvrige produkter.
Overskuddet har blandt andet stor betydning for de pårørende, der ikke har råd til at tage flyet til den anden ende af verden til deres sårede familiemedlem. Manden bag ideen med den gule sløjfe, mener også, at gule sløjfe kan være samlende for pårørende.
"Sløjfen er et samlingspunkt for de pårørende, når man mødes på en parkeringsplads eller i Brugsen og begge parter har sløjfen på deres bil eller jakke," siger Michael T. Jensen, formand for familienetværket under Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), til Newspaq.
Ideen med sløjfen er ikke politisk. Den gule sløjfe er en støtte til den enkelte soldat og det valg den enkelte soldat har truffet.