Langt de fleste mænd i rocker- og bandemiljøerne, som onsdag aften fik besøg af betjente på Sjælland, vil blive løsladt.
45 mænd blev anholdt, og ni af disse skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Det oplyser politiinspektør Jørgen Skov onsdag aften.
Tre skal møde en dommer torsdag efter fundet af et våben, mens de øvrige seks sigtes for handel med narkotika.
Jørgen Skov afviser, at resultatet af den store operation er beskedent. Faktisk ville det være overraskende, hvis bandemedlemmer og rockere lå inde med alt for mange ulovlige sager.
Alligevel er det lykkedes for betjentene at beslaglægge en maskinpistol og et oversavet jagtgevær.
Desuden har man afsløret et skunk-laboratorium.
/ritzau/