En 44-årig mand stak natten til søndag en 40-årig mand i halsen for at dræbe ham. Det vurderer politiet i Nykøbing Falster.
De to mænd var ud på aftenen samlet i et hus ved Vigsnæs på Falster, hvor de
kom op at diskutere. Efter kort tid begyndte den 44-årige at jagte den
40-årige mand rundt i huset med en kniv og truede med at stikke ham.
Efter en halv time gjorde han alvor af truslerne og stak den 40-årige
mand i halsen, skriver DR Sjælland.
Nykøbing Politi fik anmeldelsen kl. 01.00 i nat og kunne efter ti
minutter anholde gerningsmanden, som var stærkt påvirket af narko og
spiritus.
Den 40-årige mand blev kørt til sygehuset i Nykøbing Falster, hvor han blev
meldt uden for livsfare. Han blev udskrevet søndag morgen, da kniven ikke havde ramt halspulsåren.
- Vi skal nu have rede på, hvor de kom op og slås, men vi kender
gerningsmanden særdeles godt, fortæller vicekriminalinspektør Jørgen
Krogh.
Den 40-årige mand er søndag blevet fremstillet i grundlovsforhør. Dommeren varetægtsfængslede ham frem til 9. oktober på krav fra politiet, skriver Ekstrabladet.dk.
Fire knivoverfald på tre uger
Det er fjerde gang på blot tre uger, at der er opstået alvorlige sammenstød med knivstikkerier i regionen.
Sidste weekend blev en dørmand på et diskotek i
Næstved stukket i låret, da han forsøgte at adskille
to grupper unge, der sloges ude foran diskoteket.
Ugen før stak en 31-årig mand sin kæreste i halsen i Slagelse.
Og for tre uger siden blev en 18- årig pige i Fårevejle i Nordvestsjælland offer for tre mænd, der snittede hende i ansigtet og på kroppen med knive, da hun var på vej hjem fra byen.