Politiet i Haderslev jagter stadig den 44-årige mand, som sættes i forbindelse med den 52-årige Kirsten Bay Andersens forsvinden.
Han er nu internationalt efterlyst og blev i går ved retten i Sønderborg varetægtsfængslet in absentia - altså uden selv at være til stede.
Samtidig leder en gruppe frivillige videre efter Kirsten Bay Andersen, som forsvandt efter en firmafest i Haderslev natten mellem den 25. og 26. september. Det fortæller Bianca Wortmann, som er en af initiativtagerne til den private efterforskning.
"Vi bliver ved, indtil hun er fundet," siger Bianca Wortmann til Nyhedsbureauet Newspaq.
Her til morgen mødes de på Assens Havn for dermed at udvide deres eftersøgning til den fynske kyst.
Kirsten Bay Andersens tøj og personlige papirer blev fundet i en affaldscontainer nær havnen i Haderslev. Og den 44-årige mand har netop haft en båd liggende i havnen, som nu er blevet beslaglagt, lige som politiet har ransaget hans lejlighed. Manden tog nemlig ud for at sejle lørdag morgen og er ikke set siden i mandags.
Han er tidligere dømt for voldtægt.