En 43-årig mand fra El Salvador er død, efter at han kollapsede i et modtagecenter for migranter i Texas.
Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.
Manden krydsede grænsen fra Mexico til USA for en uge siden med sin datter. Siden da har begge opholdt sig i et modtagecenter i McAllen, Texas.
Han blev indlagt på et nærliggende hospital efter kollapset, men døde senere. Datteren er siden hen blevet overflyttet til et modtagecenter for uledsagede migrantbørn. Hendes alder er ikke oplyst.
I en udtalelse fra den amerikanske myndighed for grænsekontrol oplyses det, at manden havde helbredsproblemer, men at dødsårsagen endnu er ukendt.
Siden december er yderligere mindst to voksne og fem børn døde efter at have krydset grænsen til USA. De har alle mistet livet, mens de var i de amerikanske myndigheders varetægt.
Centrene har kapacitet til at huse cirka 4000 mennesker, men huser i øjeblikket er mere end 15.000.
Afsløringer har ifølge nyhedsbureauet AP vist, at børn på de mange centre ved grænsen ikke får næringsrig mad, mangler ordentligt tilsyn fra sundhedspersonale eller almindelige fornødenheder som for eksempel sæbe.
Samtidig har flere medier beskrevet, hvordan børn helt ned til toårsalderen ikke er under opsyn fra voksne.
De dårlige sager fik tidligere på ugen chefen for det amerikanske grænse- og toldagentur, John Sanders, til at trække sig.
Torsdag aften dansk tid blev Kongressen enige om at sende en humanitær hjælpepakke til grænseområdet. Hjælpepakken har en værdi af 4,6 milliarder dollar, hvilket svarer til 30 milliarder kroner.
/ritzau/