Hvor afslører en kendt person, at hun venter sit første barn?
Hos Anders Breinholt og for rullende kameraer i talkshowet "Natholdet" på TV 2.
Selvfølgelig.
Således lod skuespiller Mille Dinesen en mindre bombe springe i onsdagens udsendelse:
- Jeg føder en baby i august. Jeg er gravid, sagde Mille Dinesen.
Hun havde dog holdt på hemmeligheden og lod den først sive til allersidst i udsendelsen. Og det kom tydeligt bag på værten Anders Breinholt:
- Du siger til mig, at du er gravid, imens rulleteksterne de kører, var en paf Anders Breinholts replik til den lykkelige begivenhed.
Ti års kamp
Hvem, der er faren, er en hemmelighed, men ifølge Se og Hør har den nu 43-årige Mille Dinesen kæmpet med at blive gravid og har i ti år modtaget fetilitetsbehandling.
Til Alt for damerne sagde hun i december blandt andet:
- Jeg har blod som en tyveårig og en stor æggereserve, men det gør det jo ikke mindre frustrerende. Faktum er, at jeg efter ti års forsøg stadig ikke er blevet gravid, og tiden og alderen arbejder imod mig. Af natur kan jeg heller ikke bare sidde og vente. Jeg bliver nødt til at handle.
Se og Hør skriver, at Mille Dinesen og on-off-kæresten gennem ti år, manageren Thomas Busch, ikke længere danner par. De brød med hinanden for knap et år siden.
Mille Dinesen er kendt som Fru Flinth i "Min søsters børn ..."-filmene og ikke mindst fra tv-serierne "Nynne" og Rita". Hun havde desuden en rolle i seks afsnit af DR-serien "Borgen".