Der bliver flere penge til at forebygge stress. Det besluttede et bredt politisk flertal i går, da det blev fastlagt, hvordan pengene i den såkaldte Forebyggelsesfond, der har til formål at forhindre fysisk og psykisk nedslidning, skal fordeles i 2010.
Tidligere blev pengene primært givet til brancher, hvor medarbejderne blev ramt af fysisk nedslidning.
Men nu har partierne bag forliget - Regeringen, Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne åbnet op for, at fonden også kan søges af jobgrupper, der rammes af psykisk nedslidning og stress bl.a. medie- og reklameansatte, socialrådgivere, sygeplejersker og lærere.
Og det glæder formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, der i en årrække har peget på, at Forebyggelsesfonden ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den psykiske nedslidning, der foregår på de danske arbejdspladser.
"Derfor er jeg også rigtig glad for, at det nu endelig er lykkes at få åbnet Forebyggelsesfonden på en række områder, hvor vi ved det psykiske arbejdsmiljø er så barskt, at folk bliver nedslidte af det," siger hun i en kommentar.
Samtidig blev det besluttet at gennemføre en fornyelse af fonden fra 2011.
I alt 421 mio. kr. er til rådighed i 2010 - pengene kan søges af arbejdspladser, der vil forbedre arbejdsmiljøet.