Sidste år nåede klokken kun lige at passere 8, før festivalgængere stormede hegnet til Roskilde-festivalen, og fik sig møvet til festivalpladsens bedste pladser.
I år tegner det store ryk-ind til at blive endnu vildere. Omkring 40.000 festivalgæster forventes at komme allerede om søndagen.
I 2006 kom det bag på arrangørerne, hvor mange, der var tidligt på den og de utålmodige festivalgæster måtte vente i timevis med fuld oppakning på ryggen i en hårdt presset kødrand omkring chek-in-stedet. Samtidig havde et stærkt underbemandet personale travlt med at bytte billetter til armbånd. Imens strømmede flere og flere til.
»Vi er selv utilfredse med den måde, vi håndterede det på sidste år. I år sætter vi mere personale på fra start. Vi har lavet et større venteområde, så vi kan lukke flere ind ad gangen, og det bliver også nemmere at skiftes til at stå i kø og passe på bagagen«, siger talsmand for festivalen Esben Danielsen.
Men i år bliver det anderledes, lover festivalen. Allerede klokken 24.00 mellem lørdag 30. juni og søndag 1. juli åbner billethusene og ombytter billetter til festivalarmbånd.
Har man fået sit armbånd, kan man vente i et særligt opholdsområde for musike-campisterne med armbånd. De får som de første adgang til campingområdet, når det åbner søndag 1. juli kl. 08.00.
Allerede lørdag aften, forventer Esben Danielsen, at festivalen vil bytte et sted mellem 10 og 15.000 billetter til armbånd med de mest utålmodige festivalgæster, der har planer om at tilbringe natten i venteområdet. Og festival-medarbejdere vil sørge for at informere bedre om, hvor og hvordan check-in proceduren forløber.