En usædvanlig besked har ramt 40.000 forældre i Odense.
På årets første skoledag modtog de et brev i e-Boks med en klar opfordring til at styrke engagementet i folkeskolens fællesskab.
Brevet kommer ikke fra kommunen, men fra tre forældre, der har fået lov til at bruge den officielle kanal for at nå bredt ud.
Brevet indeholder konkrete forslag til, hvordan forældre kan bidrage.
Det kan være alt fra at deltage i arrangementer, hilse på andre børn om morgenen eller tage godt imod nye familier. Det skriver Folkeskolen.dk.
Hos Odense Lærerforening bliver initiativet mødt med ros.
Lærerforeningen understreger, at opfordringen ikke handler om store forpligtelser, men om at bidrage efter evne.
Beskeden til forældrene kommer som en del af kommunens bredere indsats for at styrke folkeskolen.
Odense har blandt andet investeret 100 millioner kroner i området, hvilket har ført til flere lærere, flere bøger og flere aktiviteter for eleverne.
Borgmester Peter Rahbæk Juel håber, at brevet giver flere lyst til at være aktive i skolernes fællesskab – og at det kan være med til at gøre folkeskolen til det naturlige førstevalg for byens børn.