Titusindvis af danskere får kontanthjælp eller dagpenge, når de bliver arbejdsløse - men der er også en gruppe ledige danskere, som slet ikke får nogle penge.
Faktisk er der 40.000 arbejdsløse herhjemme, som ikke får en krone i hjælp.
Det skriver Politiken i dag på baggrund af nye tal fra Nykredit.
Den primære årsag til, at de står uden offentlig hjælp er, at de ikke meldte sig ind i a-kasse, da de var i job. Samtidig tjener deres ægtefælde nok til, at de ikke kan få kontanthjælp.
Og det er deres eget valg, lyder det fra den nye beskæfigelsesminister, Mette Frederiksen - der ikke lover ekstra hjælp.
Seniorøkonom hos Nykredit vurderer, at dansk økonomi med de nye tal er hårdere ramt end før antaget.
"Der venter en pukkel af ledighed, hvis alle disse mennesker afslutter deres uddannelse eller aktiveringsperiode, inden det lykkes at skabe nye arbejdspladser. Det er desværre en reel risiko for, at det sker, for udsigten til vækst tegner svagt for dansk økonomi," siger seniorøkonom Tore Stramer fra Nykredit:
"De officielle ledighedstal har underdrevet de tæsk, dansk økonomi har fået. Man har været blind for, at en stor del af regningen for krisen ikke er betalt."
De mange arbejdsløse uden støtte dækker ifølge professor Niels Westergård-Nielsen fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet især over unge, som lige har afsluttet deres uddannelse.
Kilde: Politiken