Tusindvis af studerende er i løbet af de seneste uger forsvundet sporløst i Burma. Om de er blevet henrettet, sidder i fængsel eller er flygtet, er uvist. Ingen ved, hvor de er, oplyser Danske Studerende Fællesråd.
- Der bliver ved at dukke lig op i junglen. Vi er utroligt bange for, at militærstyret er i gang med at gøre noget forfærdeligt mod vores medstuderende i Burma. Vi kan ikke acceptere, at de bliver skudt for at kræve deres demokratiske ret, siger Alexander Nepper, der er talsmand for det ungdomspolitiske initiativ, Burma Is Burning.
Burma Is Burning er en sammenslutning af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, SF´ Ungdom, Radikal Ungdom, Venstres Ungdom,
Konservativ Ungdom, Kristendemokraternes Ungdom, Danske Studerendes Fællesråd og
Den danske europa bevægelse.
Ifølge Burma Is Burnings kilder i og udenfor Burma drejer det sig om cirka 4000 studerende. Tallet er ikke blevet bekræftet af officielle kilder, og det er svært at danne sig et overblik over situationen, fordi der kommer mange modstridende informationer ud af landet.
Men tallet er ikke urealistisk mener tv- og radiostationen Democratic Voice of Burma.
- Ifølge vores tal sidder mere end 6.000 mennesker i fangelejre. Familierne bliver ofte ikke underrettet om det, så det er svært at skelne mellem anholdte eller forsvundne. Vi tror de fleste forsvundne enten er anholdt eller dræbt, siger vicedirektør Khin Maung Win.
Initiativet Burma Is Burning vil på fredag demonstrere foran den Kinesiske ambassade herhjemme for at vise dets modvilje mod militærdiktaturet i Burma.
Det er vigtigt også at lægge pres på den kinesiske regering, fordi den samarbejder med styret i Burma, siger Alexander Nepper.
- Kina er den eneste ven, som denne militærjunta har. De handler med Kina og får alle deres våben derfra. Kina kan stoppe dette, hvis de virkelig vil, siger han.