Flere end 400 flygtninge fra det borgerkrigshærgede Libyen er blevet reddet i land af den italienske kystvagt på den lille ø Lampedusa, syd for Sicilien.
Det skete efter, at flygtningenes fiskerbåd var gået på grund på klippekysten.
Dramatiske tv-billeder viser den desperate overlevelseskamp på bådene, der langsomt blev knust i brændingen - men myndighederne understreger, at ingen omkom, skriver BBC.
Redningsaktionen fandt sted kort efter, at pave Benedict havde opfordret katolikkerne tl at vise større tolerance med immigranter fra Nordafrika.
Tusindvis af bådflygtninge fra Nordafrika er de seneste måneder flygtet til Lampedusa, der blot ligger 113 kilometer fra Tunesiens kyst.
Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi har appelleret til EU om hjælp til at klare den enorme flygtningestrøm fra Afrika.