400 medarbejdere hos Viking Life-Saving Equipment A/S i Esbjerg har fået et skattefrit gavekort på 1.200 kroner.
Med gavekortet følger der en opfordring til, at de ansatte går ud i byen og fornøjer sig selv og deres nærmeste.
- Vi vil gerne give medarbejderne en påskønnelse og samtidig række en hånd ud til primært det lokale restaurationsliv. Vores opfordring er, at medarbejderne benytter gavekortet til en hyggelig middag med familie og venner, når det atter bliver muligt i løbet af foråret, siger administrerende direktør Henrik Uhd Christensen ifølge JydskeVestkysten i en pressemeddelelse.
Generøsiteten koster Viking Life-Saving Equipment knap en halv million kroner, som således kan blive sprøjtet ind i et genåbnet Esbjerg.
Samtidig opfordrer Henrik Uhd Christensen, at andre virksomheder vil følge hans eksempel:
- Jeg håber, vores initiativ vil inspirere andre virksomheder til at støtte lokale oplevelsesudbydere i en yderst vanskelig periode og give medarbejdere et tilskud til gode stunder i bylivet, siger Henrik Uhd Christensen.
De 400 ansatte kan bruge gavekortet i oplevelsesindustrien – herunder besøg på restaurant, teater- og biografforestillinger, hoteller, forlystelser med videre – og det er gældende som et midlertidigt initiativ resten af året som følge af et lovforslag, der blev vedtaget for få dage siden af et enigt Folketing.
Initiativet er netop et blandt i alt tre initiativer i finansloven, som skal stimulere oplevelsesindustrien herhjemme med samlet 750 millioner kroner.
Viking Life-Saving Equipment præsenterede ifølge JydskeVestkysten for nylig et overskud på 170 millioner kroner før skat.