Danmarks to største udfordringer er åbenlyse: Der er alt for mange danskere, som staten hver måned betaler for at blive hjemme – og der er alt for mange danskere, der betaler så meget i skat, at de ikke vil arbejde lidt ekstra. Med Ny Alliances skatteudspil åbnes der endelig for en løsning.
Naser Khaders parti ønsker nemlig at fjerne topskatten, mellemskatten og bundskatten – og vil i stedet med et yderst ambitiøst forslag indføre en flad skat på 40 procent for alle.
Ny Alliance finder især pengene til den lavere skat på to felter: For det første skal de danskere, der tjener mere end 300.000 kroner om året, betale stadig mere i efterlønsbidrag – hvilket i længden gør det uattraktivt for dem at tilmelde sig efterlønsordningen og i sidste ende at gå på efterløn. For det andet skal grønne afgifter stige i takt med inflationen – i stedet for som hidtil at være fastfrosset og derved reelt gå ned.
Oplægget vil instinktivt blive kritiseret for at gøre livet lettere for de rige og vanskeligere for de fattige, men intet kunne være mere forkert.
Med lavere skat vil motivationen til at få et job blive større – og chancen for at få nogle af de 800.000 passive danskere ind på arbejdsmarkedet vil være langt større.
Det er sundt.