En graviditet er måske en af de sværeste ting at holde hemmelige af den åbenlyse årsag, at maven vokser markant.
Alligevel er det lykkede for Sofie Lassen-Kahlke at være gravid og at nedkomme med sit tredje barn i al ubemærkethed.
I september fødte hun en sund og velskabt datter. Men først nu kommer den søde hemmelighed frem. Det er Billed Bladet, der har talt med den 40-årige skuespiller om fødslen.
- Hun er sund, rask og dejlig. Vi er meget lykkelige, fortæller den ikke helt så nybagte mor til ugebladet.
Skjulte maven
Sofie Lassen-Kahlke er i forvejen mor til to. Sønnen Albert, der er otte år gammel og datteren Agnes, der er fem år. Hun er gift med helikopterpiloten Hans Poul Petersen, der altså nu er blevet far for tredje gang.
Parret har dog ikke haft travlt med at fortælle, at de ventede sig. Specielt ikke på de sociale medier. På skuespillerens Instagram-profil kan man ikke finde et eneste billede af den gravide mave eller andre antydninger af familieforøgelsen.
Så sent som i sommer stod Sofie Lassen-Kahlke på scenen. Det gjorde hun i Odense Sommerrevy, hvor en række snedige valg af kostumer var med til at skjule den voksende mave.