Det var i de spæde år, hvor pornografien lige var blevet frigivet herhjemme, og mange erotiske film fik premiere. En af de mere ambitiøse var Jens Jørgen Thorsens "Stille dage i Clichy", som var en filmatisering af Henry Millers selvbiografiske roman fra hans tid i Paris.
Her boede han og forfattervennen Carl i en lejlighed ved Place Clichy. Det er først og fremmest historien om deres mange erotiske oplevelser med piger af alle slags, men også om deres stadige pengemangel og sult.
Henry Miller udgav den i 1956, men handlingen foregår i 30'ernes Paris. I filmatiseringen er den dog flyttet frem til nutiden.
Blandt de medvirkende var en broget skare. Hovedpersonerne blev spillet af Paul Valjean, John Rodda Wayne, Louise White og Ulla Lemvigh Müller (i dag Koppel).
Ydermere medvirkede Lisbet Lundquist, Ava Sagild, Susanne Krage, Maria Stenz, Klaus Pagh, Olaf Ussing og mange flere. Og instruktøren selv havde også en lille rolle.
Filmen blev (selvfølgelig) optaget i og omkring Montmartre-kvarteret og Place Clichy.
En nøgen Jens Jørgen Thorsen med attrappistol og stort grin på settet i filmen. Foto: Scanpix