Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Konflikten om løn, arbejdsvilkår og overenskomst mellem Norwegian Air og selskabets piloter har fået det norske fagforbund Parat til at bede andre fagforbund i Norden om at bistå med sympatikonflikt. Det sker i håbet om, at det kan bidrage til, at der kan nås et resultat, og på den baggrund har 3F i dag, i lighed med andre danske og nordiske forbund, besluttet at bistå de norske piloter.
Det sker med et første varsel om, at 3F vil indtræde i en sympatikonflikt til støtte for flyvepersonalet i det norske flyselskab. Konfliktvarslet følger spillereglerne på arbejdsmarkedet. Det betyder, at det skal følges op om en uge af endnu et varsel med en tilsvarende tidshorisont, førend en eventuel sympatikonflikt til støtte for flyvepersonalet hos Norwegian Air kan blive en realitet.
Piloterne hos Norwegian har indledt strejke tidligere på ugen, og 3F peger på, at et varsel om sympatikonflikt er en invitation til forhandlinger, før situationen kan spidse yderligere til.
- Det er ikke hverdagskost, at en konflikt mellem ansatte og en virksomhed i et andet nordisk land kan brede sig til Danmark. Men ansatte i luftfarten er i øjeblikket udsat for et særdeles hårdt pres, når det gælder deres løn og ansættelsesvilkår. Og det kan hurtigt blive ansatte i danske selskaber, der får brug for sympati og bistand fra norske og svenske kolleger, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe og for Nordisk Transportarbejder Føderation, der er de nordiske fagforeningers paraplyorganisation på transportområdet.
- Vi står i en situation, hvor flybilletter bliver billigere og billigere, imens konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og flyselskab efter flyselskab sender regningen videre til sine ansatte. Den udvikling er vi blevet bedt om at hjælpe piloterne i Norwegian Air med at vende. De ønsker bistand til at sikre fair transport i stedet for et ræs mod bunden. Det har vi tilkendegivet, at vi vil støtte, siger Jan Villadsen.
Jan Villadsen oplyser, at Nordisk Transportarbejder Føderation opfordrer sine medlemsforbund i Norden til at støtte piloterne i Norwegian i konflikten om løn- og arbejdsvilkår for selskabets personale.
For yderligere information kontakt 3Fs pressetelefon på 8892 8892
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.