Drømmen om at samle alle LO-forbundene i en organisation bliver begravet på 3F's kongres i Aalborg i dag.
Det sker, når 3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, opgiver sin egen kongstanke om netop ét forbund – i erkendelse at, at han står helt alene med ønsket.
”Det er i mine øjne den løsning, der giver det stærkeste svar på de udfordringer, vi står overfor – fremtidens arbejdsmarked kræver, at vi tør tænke nyt. Desværre må jeg konstatere, at der ikke er enighed i LO kredsen om at gå den vej,” siger Poul Erik Skov Christensen og fortsætter:
3F inviterer indenfor
”Derfor ender LO sporet i debatten desværre blindt – det er jeg ked af, men det må vi tage til efterretning.”
I stedet vil 3F selv forsøge at få flere forbund fusioneret. TIB er lige kommet med ogMalerforbundet ville ikke være et dårligt gæt på det næste forbund, der ryger ind i 3F- familien. Så vil en stor del af byggefagene være samlet. 3F regner dog ikke med at få Blik og Rør og El-Forbundet, de vil nok gå til Metal.
”Med fusionen med TIB nærmer vi os en tredjedel af LO fagbevægelsens samlede medlemskreds i den her organisation - og jeg ser ingen grund til, at det skulle stoppe her. Er der nogle af de øvrige forbund, der har interesse i at tage en snak om fremtiden, så er der herfra en åben invitation til at blive en del af vort fællesskab,” siger Poul Erik Skov Christensen.
De har talt og talt
LO’s daglige ledelse har i det forløbne år flere gange haft diskussionen om et-forbund på dagsordenen. Det er i sig selv epokegørende – altså at man kan tale om det i det åbne rum – men resultatet er nu endt der, hvor flere forbund gerne har set det ende.
På gulvet.
Det er en gammel diskussion, som fik nyt liv, da Poul Erik Skov Christensen åbnede den i en kronik i Politiken sidste år.
Nu lukker han den selv. I sin kongrestale i Aalborg.