3F blev onsdag præsenteret som ny navne- og hovedsponsor for Superligaen, men engagementet betyder også, at fagforeningen skruer ned for engagementet i kvindernes liga, som i en årrække har heddet 3F Ligaen.
Det fortæller forbundsformand Per Christensen.
- Vi har igennem mange år været sponsor for både kvindelandsholdet og kvindeligaen for at highlighte kvindefodbold. Det har vi gjort i to perioder.
- Det er de gode samarbejder, der gør, at vi er trygge ved at bevæge os over til herrefodbold. Det er en naturlig proces, siger Per Christensen.
Er det fordi, I mener, at I har fået det ud af kvindefodbold, som er muligt?
- Det kan man godt sige. Vi tror på, at synligheden bliver noget større i Superligaen, men det er også en stor anerkendelse af det samarbejde, vi har haft på kvindesiden.
Var det ikke muligt at fortsætte med fuld kraft på kvindesiden samtidig?
- Jeg tror, at vi har det som de fleste andre butikker, at vi har et budget at gøre godt med, så skal vi flytte os, skal vi sige nej til noget for at sige ja til noget andet. Det er helt naturligt, siger forbundsformanden.
3F bliver hovedsponsor for Superligaen med øjeblikkelig virkning, og fra den kommende sæson vil ligaen i fire sæsoner hedde 3F Superliga.
I den forbindelse vil de mere end 270.000 medlemmer få gratis adgang til superligakampene.
/ritzau/