Der var røde flag og utilsløret ideologi på gaden, da 3F-ansatte i cafébranchen i dag demonstrerede i København.
Klokken 16 torsdag eftermiddag var medlemmerne på gaden på Axeltorv ved Café René for at vise deres modstand mod den og de seks andre caféer, der har opsagt overenskomsten med 3F i Hovedstaden.
I alt har 42 caféer landet over fra i dag lockoutet 3F's ansatte. Lockouten betyder konkret, at ansatte, der er medlemmer af 3F bliver udelukket fra deres arbejdspladser og ikke modtager løn. Mens lockouten står på, vil de ansatte modtage konfliktunderstøttelse, skriver fagbladet 3F.
Hvis de 42 virksomheder får held med at trække sig ud af overenskomsten, vil det få alvorlige konsekvenser for de ansatte. Det påpeger John Frederiksen, næstformand i 3F Privat Service, Hotel & Restauration.
"Så ender vi med et ureguleret arbejdsmarked, hvor den enkelte står alene, når der skal forhandles løn og arbejdsforhold. De store tabere bliver lønmodtagerne," siger han til fagbaldet 3F.
Også i Aarhus har det vakt opsigt, at caféer har meldt sig ud af overenskomstens fællesskab. Her har ni caféer opsagt aftalen, hvilket også har ført til aktioner.