Er det i medlemmernes interesse at bruge kontingentkroner på at vælte Lars Løkke og resten af den borgerlige regering?
Ja, mener 3F. Nej, siger FOA.
3F har sat fem millioner kroner af til at føre valgkamp, og den kamp startede i går med lanceringen af en storstilet annoncekampagne under overskriften "Farvel til den skæve regering".
I FOA er man imod at bruge kontingentpenge på at fortælle medlemmerne, hvordan de skal stemme.
"Sådan ville vi ikke bruge pengene," siger formand for FOA, Dennis Kristensen til BT.
Han siger dog, at FOA godt kunne finde på at køre en kampagne målrettet et politisk emne f.eks. efterlønnen.
Formand for 3F, Poul Erik Skov Christensen afviser, at forbundets kampagne er partipolitisk.
Men han understreger dog over for BT, at det er i medlemmernes interesse at vælte regeringen.