Alle på landets byggepladser skal have et sikkerhedskort. Af kortet skal blandt andet navn, arbejdsgiver og forsikring fremgå.
Og det er et stort fremskridt, lyder det fra 3F, der tidligere sammen med Dansk Byggeri har bedt om en tilsvarende ordning.
- Det er et stort fremskridt i kampen imod social dumping, at regeringen, SF og Enhedslisten nu er enige om at indføre obligatorisk id-kort i byggeriet, siger Kim Lind Larsen, som er formand for byggegruppen i 3F og for byggekartellet BAT.
- Med sikkerhedskortet sikrer man, at det nemt kan bekræftes, at den enkelte på byggepladsen arbejder lovligt her i landet, siger han i en kommentar til aftalen.
3F og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri henvendte sig for tre år siden til daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) om et tilsvarende kort - men dengang førte henvendelsen ikke til noget, oplyser 3F.
- Vi henvendte os til politikerne og bad om, at de indførte obligatorisk id-kort på byggepladserne. Desværre afviste daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg branchens fælles ønske, men det er godt, at et flertal i Folketinget nu gør det nødvendige, siger Kim Larsen.
- Det er en virkelig god dag for bygningsarbejderne og -virksomhederne, siger formanden for byggegrupperne.
Der skal nu nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal udforme det endelige kort. Og Finansministeriet oplyser, at det tidligst kan indføres fra sommeren næste år.
Hos 3F håber man på, at man også vil bruge kortets muligheder til at forbedre sikkerheden på byggepladserne, ved at man kan tjekke, om den enkelte har gennemgået de nødvendige sikkerhedskurser.
- Dermed kan man slå to søm i på samme tid: Man besværliggør social dumping og brug af illegal arbejdskraft, samtidig med at man forhåbentlig kan få nedbragt de alt for høje ulykkestal på byggearbejdspladserne, lyder det fra Kim Larsen.
/ritzau/