Den meget omtalte 3F-formand Poul Erik Skov Christensen har modtaget flere anonyme trusler - heriblandt et telefonopkald og en mail med billeder af ham, hans familie og hans bolig.
- Jeg har i dag modtaget en mail af billeder med min datter, min svigersøn, mit barnebarn og mig selv med kors på samt et billede af vort hus. Dette er efterhånden ved at udvikle sig fuldstændig grotesk, skriver 3F-formanden på sin Facebook-profil.
Han fortæller desuden, at han onsdag aften har modtaget et anonymt telefonopkald, hvor en fyr, der kaldte sig Morten, rådede ham til at få et nyt telefonnummer.
"Det er Morten, jeg vil råde dig til at få dig et nyt telefonnummer. Mig: Hvorfor? Anonym: Det finder du ud af. Samtale afbrudt," skriver Poul Erik Skov Christensen.
3F-formanden fylder for tiden meget i det danske mediebillede som en del af konflikten mellem Vejlegården og 3F.
/ritzau/