Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
"Man vil spare på voksen-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelser, og man bremser den grønne omstilling, som bl.a. vil give tusinder af arbejdspladser i landdistrikterne," siger 3Fs formand Per Christensen i en reaktion på statsminister Lars Løkke Rasmussens åbningstale i Folketinget i dag.
"Mange af 3Fs medlemmer har brug for efteruddannelse for at kunne matche virksomhedernes behov, ikke de lavere offentlige ydelser, som vil trykke mindstelønningerne og skal finansiere skattelettelser til de bedst stillede. Det er ærgerligt og ufornuftigt, at åbningstalen ikke er ambitiøs på Danmarks vegne," siger Per Christensen, der bemærker, at de bebudede trepartsforhandlinger til foråret ikke bliver nemmere, når regeringen indtil videre ikke har haft øje for de reelle behov på arbejdsmarkedet.
3Fs formand stiller sig helt uforstående over for statsministerens ros til dagpengereformen fra 2010: "Dén har kostet 60.000 langtidsledige deres ret til dagpenge, hvilket de fleste ansvarlige politikere trods alt har beklaget og undskyldt med forkerte forudsigelser om reformens effekt."
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.