En 39-årig mand måtte søndag fejre det meste af sin fødselsdag hos politiet efter at have overfaldet en 15-årig dreng. I går afgjorde byretten, at han skal blive i fængslet frem til 3. april.
Den 39-årige misbruger havde begyndt sin fødselsdag med et par guldøl ved skulpturen Agnete og Havmanden på Park Allé. Her kom han ifølge vidneforklaringer i klammeri med en ældre mand, som han tildelte knytnæveslag og sparkede benene væk under. Overfaldet fik en 15-årig dreng til at blande sig, med det resultat at den 15-årige også blev slået i hovedet.
Drengen sprang kort efter på en bus, men den 39-årige fulgte efter, og de kom op at toppes i bussen. På et tidspunkt slog den 39-årige ifølge flere vidner den 15-årige i baghovedet med en ølflaske, så han fik en to centimeter lang flænge.
Efter at være blevet smidt af bussen svingede den 39-årige ølflasken igen og smadrede en rude i bussen ud for det sted, hvor den 15-årige sad.
Nægter sig skyldig
Anklageren stykkede hændelsesforløbet sammen af en række enslydende vidneudsagn, men i retten benægtede den 39-årige alligevel at have overfaldet nogen. Slagsmålet med den ældre mand kendte han ikke noget til, og i bussen var det ham selv, der var blevet overfaldet, fortalte han.
Dommeren valgte dog at varetægtsfængsle manden, blandt andet fordi han har to voldsdomme bag sig.