Den væltede egyptiske leder Hosni Mubarak har nu fået udrejseforbud. Det samme har hele hans familie.
Beslutningen er taget af den øverste offentlige anklager i Egypten.
Samtidig bliver alle den tidligere diktators opsparinger og investeringer fastfrosset.
Og det er ikke småpenge, der er tale om. Det formodes, at Mubarak er god for alt mellem 5 og 380 milliarder danske kroner. Hvis det sidste er sandt, er han verdens klart rigeste mand.
Rejseforbuddet bliver opretholdt, til efterforskningen af Mubaraks forretninger er færdig.
En talsmand for demonstranterne har i dag udtalt, at præsidentens afgang ikke er nok. De kræver også, at præsidenten bliver gjort ansvarlig for de dræbte og sårede.
Lige nu bliver Egypten styret af militæret, der har indsat en midlertidig regering. Imens arbejder en reformkomité på at lave en ny, demokratisk forfatning.
Herefter er skal egypterne til stemmeurnerne.